Fri fragt på alle løbesko
Overvejer du, om du skal have lavet en laktattest eller en iltoptagelsestest? Jeg (Max) gennemgår her i artiklen de væsentligste forskelle på de to tests, så du kan blive klogere på, hvad der er bedst for dig.
RunMax laver iltoptagelsestests
Inden vi dykker ned i forskellene, gør jeg lige klart her, at du hos RunMax kan få lavet en iltoptagelsestest, og ikke en laktattest. Det vil man helt sikkert kalde “bias” i videnskabelig sammenhæng, og derfor synes jeg, det er vigtigt at nævne. Det er dog ikke længe siden, at RunMax investerede i helt nyt iltoptagelsesudstyr, til trods for, at udstyr til laktattest koster ca. 1% af, hvad iltoptagelsesudstyr koster.
Der er altså, i min optik, væsentlige grunde til at benytte iltoptagelsesudstyret – lad os se nærmere på det herunder!
Se mere om RunMax’ iltoptagelsestest her: Løbetest hos RunMax
Fordele og ulemper ved laktattest for løbere
Laktattests er blevet brugt i rigtig mange år. Det er en fordel, da man derfor har masser af data. En anden fordel er, at udstyret ikke fylder meget, og at det derfor er let at tage med rundt, hvis man eksempelvis vil lave en test på en løbebane, under træning eller i det hele taget på forskellige lokationer.
Laktat kan bruges som en markør for intensitet. Desto højere intensitet, kroppen arbejder ved, desto højere er niveauerne af laktat nemlig. Laktat i sig selv er ikke et problem – det er faktisk energi, men ikke desto mindre hænger det altså sammen med intensiteten.
Når de anaerobe systemer får godt med fart på, så stiger laktatniveauerne meget hurtigere, og derfor foregår en laktattest typisk på den måde, at man på løbebånd gradvist øger intensiteten, og tager målinger undervejs. På et tidspunkt vil man da se et knæk på stigningen i laktatniveauer. Sådan et knæk kaldes også en tærskel.
Er der nogle ulemper ved en laktattest?
Ved en laktattest er der en åbenlys begrænsning på, hvor mange målinger der kan laves. Ved en måling skal der prikkes hul, presses blod ud, desinficeres og derefter presses blod ud igen, som så skal indsamles i måleudstyret i enten en pipette eller på en måle”strip”.
Som løber kan du heller ikke blive målt imens du løber – du er nødt til at stoppe op, så der kan prikkes hul, desinficeres osv.
Typisk køres en laktattest derfor i forskellige, længerevarende stadier – fx 3 minutter af gangen. Imellem hvert stadie måles, og der øges efterfølgende intensiteten – typisk ved øgning af hastigheden med fx 1 km/t (afhængig af protokollen).
I praksis får man derfor typisk kun et sted omkring 6-8 målinger på en test, og der er altså disse målepunkter, der skal bruges til at definere tærskler med.
Derudover er der bl.a. usikkerhed omkring laktatniveauerne i forbindelse med væskebalancen. Laktatniveau er nemlig en koncentration, og derfor vil laktatniveauet eksempelvis være højere, hvis du ikke har lige så meget væske i kroppen. Der er altså visse usikkerhedsfaktorer, som skal tages i betragtning, når datasættet analyseres.
Fordele og ulemper ved iltoptagelsestests
Den mest åbenlyse ulempe ved iltoptagelsestests er prisen på udstyret. Som nævnt indledningsvis, så koster godt iltoptagelsesudstyr rigtig mange penge, og det betyder også, at selve testen for løberen kan blive lidt dyrere end en laktattest. Der er udover indkøbsprisen også en række væsentlige vedligeholdelsesudgifter til sensorer og slanger.
Der findes også meget billigere udgaver af ilitoptagelsesudstyr, men disse modeller er ikke præcise, og nogle modeller mangler endda helt afgørende sensorer indeni, som betyder, at det i så fald faktisk ville være bedre at holde sig til laktattests. Det kunne eksempelvis være en “VO2master”, som er meget billigere i indkøb, men som i skrivende stund ikke har en CO2-sensor. Det betyder i praksis, at man kun kan måle iltforbruget, og derfor faktisk ikke kan analysere sig frem til tærskler vha. dette udstyr, men i stedet må gætte/estimere. Det giver i min optik ikke så meget mening at blive testet i et testlab, hvis analysen efterfølgende estimerer/gætter sig frem til tærsklerne.
Fordelene ved iltoptagelsestests med godt udstyr opvej i min optik ulempen ifm. pris. Med ordentligt udstyr kan man få præcise målinger af både ventilation (mængden af luft ind og ud), iltforbrug og CO2-produktion. Og hvad angår antallet af datapunkter, så logger udstyret en måling hver eneste gang, du laver et åndedrag. Derfor vil man typisk have omkring 20-60 målinger per minut (afhængig af åndedrætsfrekvensen).
Med disse parametre bliver man klogere på mange faktorer – herunder blandt andet:
- Løberens evne til at forbrænde fedt ved forskellige hastigheder
- Løberens kondital
- Løberens tærskler
- Løberens åndedræt (både evnen til at ventilere luft samt åndedrætsdybde)
Alle ovenstående faktorer er interessante, da det giver et samlet billede af, hvad den enkelte løber med fordel kan arbejde med i træningen, for at få det bedste udbytte af træningen, og samtidig mindske risikoen for at træne for hårdt.
Hvor præcist vil du træne?
Som jeg ser det, så er det vigtigt, at testen udføres med præcist og professionelt udstyr. Det er også en kæmpe fordel, at personen, der analyserer datasættet, har stor erfaring med analyse af tests. To tests er sjældent ens, og derfor kræver det både viden og erfaring at forstå, hvorfor det ene datasæt ser anderledes ud end det andet.
Disse detaljer er vigtige for dig, da idéen med en test typisk er at strukturere træningen ud fra målingerne. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at du er sikker på, at den rapport du får, er korrekt.
I min optik er det bedre at løbe på egen fornemmelse, end at få lavet en upræcis test. En upræcis test betyder jo, at du bevidst strukturerer din træning på baggrund af noget, som ikke nødvendigvis er korrekt. Og idéen er typisk, at du tilsidesætter din egen fornemmelse, og følger rapportens resultater – hvorfor ellers få lavet en test?
Summa summarum, så er jeg altså personligt fortaler for iltoptagelsestests, til trods for en lidt højere pris. Har du lyst til at få lavet en test hos RunMax, så kan du booke en tid ved at følge nedenstående link:
