Det bliver ofte nævnt, at man bør sove nok – men hvad sker der egentlig, når du sover for lidt?
Der er mange mekanismer igang, når du sover – resultaterne af for lidt søvn kan derfor ses flere forskellige steder. En af de steder er faktisk på evnen til at regulere/styre vægten.
Får du 8 timers søvn?
8 timer er rettesnoren for en tilpas mængde søvn – spændet er måske 7-8 timer, men så afhænger det igen af dit aktivitetsniveau, og folk med høje træningsmængder sover ofte længere – der er flere eksempler på verdenselite-atleter, som er helt oppe omkring 12 timers søvn i døgnet!
Verdenseliten har naturligvis en meget højere træningsmængde end de fleste af os, og har formentlig også derfor brug for mere søvn, men det siger alligevel lidt om, hvor vigtigt søvn er for os.
Ifølge Harvard universitet går det i USA den forkerte vej med søvnmængden; i 1998 fik 35 % af befolkningen 8 timers søvn imens tallet i 2005 var nede på 26 %.
Hvordan er sammenhængen imellem søvn og overvægt?
Der er efterhånden blevet forsket en del på emnet.
En af undersøgelserne herunder er et stort studie af 68.000 kvinder, som man har fulgt i helt op til 16 år. Her så man, at der var 15 % større risiko for overvægt hos de kvinder, der sov 5 timer (eller mindre), sammenlignet med de kvinder, der sov 7 timer (eller mere).
Et andet studie viste sammenhæng imellem nattevagt-arbejde og type 2 diabetes samt overvægt.
Hvad sker der, når man får for lidt søvn?
Grundlæggende kan man sige, at tilstrækkelig søvn sikrer at kroppens mekanismer fungerer ordentligt. Får du for lidt søvn, er der altså større risiko for, at der går kuk i nogle af systemerne.
For lidt søvn giver bl.a.:
- Øget sult
- Større risiko for at spise usundt
- Lavere kropstemperatur (dermed lavere stofskifte)
- Lavere aktivitetsniveau
Søvn og overvægt: Hønen eller ægget?
Med meget store studier, er det altid en udfordring at vide sig sikker på “kausaliteten” – altså om det er for lidt søvn, der reelt er skyld i overvægt, eller om der er andre faktorer i spil, som man ikke har taget højde for.
Man kan derfor ikke sige med sikkerhed, at man bliver overvægtig, hvis man sover for lidt – men ovenstående punkter giver alligevel stof til eftertanke – og mon ikke, du også kan mærke på dig selv, at det ikke er optimalt, hvis du sover for lidt?