fbpx

Trimalleolær fraktur (brækket ankel) – det første døgn

VM i trail gik ikke som planlagt - det blev i stedet til DNF og en brækket ankel. Her skriver jeg om det første døgn efter ulykken.

Til VM i trail 2023 brækkede Max anklen – her deler Max ud af sine tanker og oplevelser i forløbet – helt fra ulykken og undervejs i genoptræningsforløbet.

Du kan finde alle indlæg om emnet her:

Alle indlæg om brækket ankel

D. 8. juni 2023 skulle jeg løbe VM i trail i Innsbruck. Det gik ikke som planlagt, og her på den anden side vil jeg gerne dele min oplevelse og efterfølgende proces – både fysiske og psykiske. Ikke blot for at jeg selv får bearbejdet hændelsen, men også til andre, som skulle være så uheldige at opleve noget lignende.

Ruten bød på RIGTIG mange højdemeter i løbet af 45 km, og derfor var planen klar: Rolig start, og løb med overskud så langt, som muligt – særligt med fokus på at have energi tilbage til det sidste nedløb, hvor der skulle absorberes ca. 1400 højdemeter i ét hug.

Starten gik, og jeg løb afsted i ro og mag med smil på læben. Der gik ikke længe, før det begyndte at gå opad – først på asfalt, og senere ramte vi stierne og det begyndte for alvor at gå opad.

Jeg fortsatte planmæssigt, og passede på overskuddet. Efter ca. 600 højdemeter begyndte første stigning at ebbe ud, og vi mødte et nogenlunde fladt stykke. Det var dog ikke noget let terræn; stien var flere steder ikke meget bredere end en løbesko, og der var fyldt med rødder på kryds og tværs.

Efter dette bjerg vidste jeg, at jeg skulle ned igen, derefter løbe 4 km flad asfalt, og så begyndte de rigtig store stigninger – derfor tog jeg den med ro over rødderne og så frem til at bruge overskuddet senere i løbet.

Vi løb stadig rundt på nogenlunde fladt og teknisk terræn omkring 1150 meters højde, men efter 6,3 km lykkes det mig at snuble over en rod; det er lidt sløret for mig, men som jeg husker det, så er det snuden af skoen, som sidder fast, og jeg får deraf vippet foden alt for langt (plantar fleksion).

I styrtet hører jeg et “kronk” og vælter. Jeg ligger så lang, jeg er. Mit højre ben er røget lidt ud i kradtet ved siden af stien, og jeg tænker selvfølgelig, at jeg vil op og løbe videre. Da jeg løfter mit højre ben ind mod stien ser jeg, at min fod hænger helt slap og løs, og altså slet ikke “i forlængelse” af underbenet, som normalt.

Synet af foden giver mig en mærkelig følelse af forvirring og frygt – jeg forstår ikke, hvad det er, jeg ser. Hvorfor er min fod ikke for enden af underbenet?!?

Jeg får heldigvis reageret nogenlunde fornuftigt, og få lagt benet ned på stien – jeg føler mig også nødsaget til selv at “flytte foden på plads” – den kan ikke sådan lige smutte tilbage i leddet, men jeg tænker, at den hellere må være så tæt på korrekt position som muligt.

I mellemtiden er andre løbere måske løbet forbi/hen over mig – det mindes jeg ikke nærmere om. Jeg er ikke klar over, hvordan tidslinjen præcis er her, men jeg vil skyde på, at der går 2-3 minutter efter styrtet, til Anders Poul (også landsholdsløber fra Danmark) kommer op til mig, og spørger om jeg skal have hjælp. Det skal jeg selvfølgelig, og Anders Poul hjælper med at råbe om hjælp, så vi kan få en official hen og ringe efter lægehjælp og reddere, som kan transportere mig væk.

WMTRC 2023 mountain rescue

Herfra er der ikke andet at gøre, end at vente. Efter en rum tid, som selvfølgelig føles som en evighed, kommer læge og reddere til mig, og jeg får en midlertidig skinne på, efter at lægen har sat min fod “nogenlunde på plads”, som han selv formulerede det. Jeg kommer i en båre, og de seje reddere backtracker mig henover stien, til vi kommer til en gård, hvor ambulancen kunne køre til.

Jeg bliver kørt til hospitalet i Innsbruck, og ca. 3½ time efter ulykken har jeg fået den første gips på foden, er blevet røntgenfotograferet og får at vide, at jeg har brækket anklen 3 steder; en såkaldt “trimalleolær fraktur” og at jeg skal opereres.

trimalleolar fracture

Kl. 20:30 har jeg fået de første skruer i anklen og kl 00:15 vågner jeg op igen efter operationen med skruer i knoglen på indersiden og plade og skruer på ydersiden.

Det tredje brud (på den posteriore malleol) kunne de få på plads uden skruer eller andet.

I næste indlæg skriver jeg om de efterfølgende døgn, hvor jeg ligger på hospitalet.

Vil du gerne se alle indlæg om emnet, kan du finde dem her:

Alle indlæg om trimalleolær fraktur 

Løb: vVO2max – hvad er det, og hvad bruger man det til

Er du nysgerrig på løbeteori, så er vVO2-max en af de definitioner, du med fordel kan kende til, hvad end du er stødt på det i forbindelse med en...

Guide: Sådan løber du ultralangt – 3 gode råd

Ultraløb er i bund og grund én meget lang løbetur - og måske netop derfor er der også mange spørgsmål forbundet med det. De fleste vil gerne føle...

Vouga Trail Ultra 2024 – 58 km med 2800 højdemeter

Er det en god idé at løbe et ultra trailløb 7 måneder efter en trimalleolær ankelfraktur? Det skulle vise sig, da jeg d. 6. januar løb Vouga Trail...