Fri fragt på alle løbesko
Dag 1 efter operation
Jeg vågnede op fredag morgen med foden i gips. Det var mærkeligt, og min hjerne kørte stadig 100% i løsningsfokus. Følelserne var lagt på køl lige siden ulykken, og tankerne kørte på højtryk omkring, hvad jeg kunne gøre, for at optimere min restitution og genoptræning, hvordan tidslinjen så ud og så videre.
Min bror, mor og far var taget hele turen til Østrig for at se mig løbe, og jeg følte stor ærgrelse over, at de nu skulle bruge deres tur på hospitalsbesøg. Ikke desto mindre var det utrolig rart at have dem hos mig, og de har været en kæmpe hjælp under forløbet – man er jo ganske prisgivet i situationen, og – selvom det er mærkeligt -, så kan man altså ikke klare sig selv.
Der skal både findes diverse papirer, koordineres med forsikringer samt samles personlige ejendele fra mit hotel mm. Og udover det lavpraktiske, så har man altså også bare brug for, at der er nogen hos en – det havde jeg i hvert fald, selvom jeg nok lige i dette øjeblik ikke helt havde klarhed omkring, hvor påvirket over situationen jeg egentlig var.
Med et par dages afstand til dag , kan jeg nu se, at jeg stadig var i en choktilstand, og erkendelsen af, hvad der faktisk var sket, havde jeg formentlig ikke psysisk overskud til at tage ind på dette tidspunkt.
Udover besøget fra familien, så skete der ikke meget på dag 1.
Dag 2: Nyt røntgenbillede
Dag 2 var der ét punkt på dagsordenen: nyt røntgenbillede og sår-tjek.
Jeg var meget spændt og nervøs – havde jeg lavet en forkert bevægelse i søvne, havde den tredje malleol løsrevet sig, … Hvis der var noget, der ikke var, som det skulle være, så skulle jeg jo opereres igen, og dermed helt forfra i processen.
De skulle denne dag også have min fod ud af gipsen til røntgenbilledet. Det var faktisk meget grænseoverskridende, og synes af en dinglende fod stod stadig helt krystalklart for mig – tænk nu, hvis den bare falder ud til siden, når gipsen kommer af?
Foden blev heldigvis på sin plads, omend den føltes ekstremt skrøbelig og øm og var meget hævet.
Dag 2 går ikke med så meget andet end at få lavet røntgen, ny gips på og snakke med forsikring omkring hjemrejse.
Jeg får ingen tilbagemelding denne dag, da lægen igen og igen måtte udskyde tilbagemelding pga. hasteoperationer.
Planen for hjemrejse blev, at min bror skulle køre mig hjem, og jeg fik at vide, at jeg kunne få grønt lys til hjemrejse i morgen af lægen, såfremt alt så fint ud, og han ville tjekke mig fra morgenstunden af.
Rent mentalt skete der noget i løbet af dag 2 – det var som om, jeg så småt begyndte at bevæge mig ud af choktilstanden og dermed ind i erkendelsestilstanden – det var også i løbet af denne dag, at jeg græd for første gang siden ulykken. Og jeg græder desuden typisk en gang i årtiet eller lignende. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår tårene på samme måde har trillet ned ad kinderne, men jeg er sikker på, at det er sundt for processen og bearbejdningen.
Dag 3
Følelserne sidder helt uden på tøjet, og jeg sover helt forfærdeligt. Det er varmt, jeg er nervøs og har bare brug for at komme hjem. Jeg vågner allerede kl 5, og oplever flere gange inden lægebesøget kl 7 at græde helt spontant med tårer og det hele – ret overvældende, og i den grad en følelse af skrøbelighed og hjælpeløshed – selvom jeg selvfølgelig “bare” har brækket anklen, og at mange andre har oplevet meget værre ting.
Lægen kommer kl 7:30. Jeg havde fået at vide, han ville komme kl 7, og det var da nok de længste 30 minutter, jeg har haft i mit liv. Han ankommer med flere sygeplejersker, og de åbner gipsen, så sårene bl.a. kan inspiceres. Han ser heldigvis meget rolig ud, og siger at hævelsen så meget bedre ud allerede, og at der ikke var nogle problemer med sårene. Jeg fik endda lov til at vippe en smule frem og tilbage med foden. Jeg kunne ikke vippe mere end noget der ligner 1 cm, men bare det at føle, at foden fungerer mere normalt, var meget lettende.
Der var grønt lys til at køre hjem, og min bror ankom ca. kl 10 med en rullestol til at hjælpe mig ud til bilen i. Jeg fik også et sæt krykker med, som jeg tænker bliver mine bedste venner den kommende tid.
Vi havde fundet en VW T-Roc, hvor forsædet kunne lægges helt ned, så jeg kunne side på bagsædet med benet oppe på forsædet. Jeg lagde derudover en sportstaske og en pude under, og kunne således have foden helt oppe i hovedhøjde i en meget behagelig stilling. Det fungerede rigtig godt! Der gik dog ikke mere end 2 minutter efter jeg havde sat mig i bilen, før jeg igen måtte græde med tårer og det hele – måske en forløsning omkring, at jeg nu endelig var på vej hjemad?
Der var 1200 km hjem – ca. 13 timers rejse -, og planen var at køre, til vi havde brug for pause. Det gik dog så godt med turen, at vi kørte hele turen i ét hug, og jeg var således hjemme kl 00:45.
Hævelsen fortog sig rigtig meget på køreturen – faktisk så meget, at gipsen til sidst ikke sad ordentligt længere. Herudover var det rent mentalt en kæmpe gevinst at kunne være sammen med min bror i bilen, fremfor at ligge og svede på hospitalet i mine egne tanker.
Dag 4 – måling af udgangspunkt
Det er helt overordnet imponerende lidt, man kan udrette på sådan en dag, sammenlignet med, hvad jeg er vant til, men jeg fokuserer på, hvad jeg når, og at det jeg når bringer mig i den rigtige retning.
At sove i egen seng var helt fantastisk, og jeg sov for første gang siden ulykken hele natten igennem uden at vågne – befriende, og helt sikkert også godt for min bedring!
Første dag hjemme stod ellers på først og fremmest lige at finde ud af, hvordan jeg i den første tid kommer rundt i huset – også eksempelvis, hvordan jeg kommer i bad. Det ene ben er jo i gips, og må ikke blive vådt og heller ikke være nedad for længe, så det krævede lidt forberedelse.
Min skønne kone kunne heldigvis tage en dag hjemme, hvilket var en kæmpe hjælp i forhold til at få sat det hele op, så det fungerer optimalt i den første tid. Så længe sårene stadig heler, så er det ret vigtigt at foden ikke hæver for meget op, da det (bl.a.) udfordrer helingen, og det begrænser ens muligheder for at færdes rundt ganske betragteligt.
Udover ovenstående, var planen at få lavet målinger på lår og læg omkreds. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor meget jeg mister undervejs i forløbet, og omkredsen er en let måde at se det på. Den siger dog ikke noget om styrken af hverken knogler eller sener, så det må jeg mærke mig frem til.
Status på dag 4, d. 13. juni 2023 var (målt bredeste sted i spændt tilstand):
– Venstre lår: 55 cm
– Højre lår: 55 cm
– Venstre læg: 40 cm
Vil du gerne se alle indlæg om emnet, kan du finde dem her:
