Så fik benet endelig luft! Gipsen kom af på dag 14 som planlagt, og stingene blev også fjernet. Alt så heldigvis fint ud med sting og sår fra operation. Jeg fik noget tapelignende plaster ud over sårene, hvilket jeg gerne skal have et stykke tid, da det skulle bedre et mindre ar.
Ny støvle og let belastning
Selvom benet kom ud af gips, så betød det ikke, at jeg kunne gå rundt med foden fri – jeg fik en Aircast støvle med hjem. I samme omgang måtte jeg begynde at støtte let på foden med støvlen på: 10-20 kg tryk måtte jeg lægge over på benet. Det krævede lige lidt øvelse, og jeg var i starten også flere gange forbi min vægt og træde, hvor at være sikker på, hvor meget det er.
Jeg måtte tage støvlen af og gå i bad, så længe jeg ikke støtter på foden. Jeg løste det ved at stille en havestol ud i badet.
Herunder kan du se et billede af Aircast støvlen.

Træningen får et nøk op
Med sting ude og grønt lys til at vaske benet giver det også grønt lys for at svede i træningen – en kæmpe opgradering! Særligt i sommervarmen.
Dag 14 og dag 15 var jeg på motionscyklen og cykle ved meget let intensitet i 25 minutter (100-110 watt). Kørte en høj kadence så jeg ikke skulle træde hårdt i pedalerne. Derudover fik jeg også begge dage kørt gode styrkepas.
Nede med flaget!
Ligesom jeg var kommet ordentligt igang med træningen gik jeg fuldstændig ned med flaget på dag 16 – jeg havde opfanget en eller anden virus, hvilket betød både hovedpine, smerter i alle led, smerter på huden samt kvalme. DÅRLIG timing!
Jeg havde ikke noget valg – de næste 3 døgn blev desværre helt uden træning.
Fremskridt trods sygdom
Udover, at jeg var helt færdig pga. sygdom, havde jeg nogle rigtig fine fremskridt hvad angår hævelse og blodansamlinger nede i foden. Jeg forsøgte også i disse dage at lave fodvip, og mobiliteten blev også fortsat bedre, selvom der stadig er et stykke vej tilbage.
Herunder kan du se udviklingen fra dag 1 til dag 18 – på dag 1 er flere blodansamlinger ikke engang dannet endnu, men der skete virkelig noget fra dag 14 til dag 18!
Dag 19 skal jeg ind til Fit og Sund i Aarhus – det uddyber jeg i næste indlæg.
