I 2023 skal jeg igen løbe for det danske landshold i trail. Jeg er blevet udtaget til at løbe den “korte” trail ligesom i Thailand sidste år.
VM 2023 i Innsbruck
VM i trail 2023 foregår denne gang i juni omkring og imellem Innsbruck og Stubai, og der er lagt op til en heftig rute med ikke blot mange højdemeter, men også mange km højt over havets overflade.
Eftersigende er ruten ca. 45 km med 3200 højdemeter i alt.
En stor del af ruten foregår ved 1500-2000m over havoverfladen, og højeste punkt er omkring 2400m. Det betyder, at luften kommer til at være mærkbart mere iltfattig end vanligt i de danske bakker.
Højdekurve for VM i kort trail 2023
Sådan forbereder jeg mig til VM i trail 2023
Først og fremmest gør jeg, hvad jeg kan, for at få løbet mange højdemeter. For mig betyder det, at jeg søger at få over 2000 højdemeter om ugen, og gerne mindst et pas med minimum 1000 højdemeter på én gang.
Herudover er den overordnede løbemængde også meget vigtig, og jeg skal nok regne med at være igang i over 4 timer – måske endda 5 timer. Det er svært at sige med sikkerhed, da jeg ikke kender terrænet godt nok på forhånd.
Min ugentlige løbemængde ligger omkring 10 timers træning, hvilket i praksis betyder at jeg får et sted imellem 120 og 130 km løb, hvilket umiddelbart er et godt leje for mig i øjeblikket.
Kunsten er at træne hårdt, men ikke hårdere end at man rent faktisk får noget ud af det. Her spiller livets øvrige faktorer naturligvis også ind, og med det hele in mente, så føles denne træningsmængde som min øvre konstruktive grænse i øjeblikket.
Jeg får derudover desværre ikke mulighed for at tage derned og træne på ruten på forhånd, så jeg må tage det, som det kommer, og træffe så fornuftige beslutninger på forhånd, som muligt.
Varmetræning i stedet for højdetræning?
Jeg har ikke mulighed for at lave nogen form for “hypoxy”-træning (træning eller ophold ved lavere iltkoncentrationer).
Min strategi er derfor at skrue op for varmetræningen i stedet, da jeg har set flere studier, som viser mange af de samme tilpasninger ved højdetræning og varmetræning. For mig betyder det konkret både løb på løbebånd med for meget tøj på samt meget varme saunapas flere gange om ugen.
Den officielle hjemmeside for VM i trail 2023
Læs mere om VM i trail 2023 på det officielle website: World Mountain and Trail Running Championships 2023