Jeg blev udtaget til kategorien “short trail”, hvilket i praksis bød på 38 km med ca. 2500 højdemeter. Årets VM foregik i Chiang Mai i Thailand, så oveni distance og højdemeter bød turen også på et både fugtigt og varmt klima.

Ruten bestod i grove træk af to stigninger, og underlaget var overvejende meget teknisk med en blanding af både mange rødder, sten og en lille smule klipper.

Som forventet blev der lagt hårdt fra land – min plan var at løbe mit eget løb, for at undgå at eksplodere i varmen. De første ca. 1500m foregik på flad asfalt hen imod bjerget, og jeg holdte mig i omegnen af marathon-intensitet. Herfra startede det Thailandske traileventyr så, og stigningen tog ganske godt fat allerede fra bunden af.

Planen op af første stigning var klar: hold igen, og find mit eget tempo. Jeg synes overordnet, jeg fandt ind i en rigtig god rytme, og kom rigtig fint op til toppen, hvor jeg møder team-depotet for første gang. Allerede her var jeg gennemblødt af sved og meget varm, og udover at få nye forsyninger af softflasks (løb med 2 x 0,5 L med energidrik i), fik jeg også vand ud over mig for at blive kølet lidt ned.

Første gang på toppen af bjerget

Første nedløb bestod af noget helt andet – nemlig beton! Hjulsporene var støbt i beton, og det mest af nedløbet var altså herpå. Samtidig med, at det var kærkomment med et stykke, hvor man kunne løbe hurtigere, handlede det om at passe på stængerne, da ca. 1000 negative højdemeter i ét hug godt kan sætte et lidt for tydeligt aftryk på musklerne – der var ca. 1250 højdemeter både op og ned til gode efter første nedløb 🙂

Jeg havde svært ved at finde et “bæredygtigt” tempo nedad, og får således km-tider på alt imellem 3:11 og 3:34. Alle med en fornemmelse af, at det måske koster lidt for meget for stængerne. I bunden af første nedløb er jeg nede i ca. 350m højde, hvilket betyder at varmen for alvor indtræffer. Der er et vanddepot dernede, hvor jeg både drikker en god portion vand samt hælder mindst lige så meget ud over kroppen, for at køle ned.

Første nedløb – tæt på bunden

Her fra startede 2. stigning, som bød på en særdeles stejl start. Stigningen bestod af i alt ca. 5 km stigning med 1000 højdemeter, og de første 3 km af stigningen med ca. 650 højdemeter. Der var her flere stykker med stigningsprocenter omkring 30% – ikke ligefrem min hjemmebane, men med en “ét-skridt-ad-gangen”-tilgang kom jeg da igennem stigningen i nogenlunde stand 🙂

Jeg nåede toppen for 2. gang, og hermed igen depotet. Jeg fik masser af vand ud over mig, men forsøgte også at spænde skoene alt, hvad jeg kunne, da de desværre var for løse på vej ned af første nedløb.

Allerede på starten af 2. nedløb mærker jeg desværre samme ustabilitet i skoene, som jeg ellers er særdeles begejstret for (Salomon Pulsar SG). Måske var det kombinationen af gennemblødte sko og den høje varme, måske var det for glatte sokker, eller måske var det noget med min løbeteknik? Uanset, så fik jeg meget tydelig fornemmelse af mine tæer hele vejen nedad – ikke ligefrem den mest flow-agtige fornemmelse 😀

Det lykkes mig dog at komme ganske fint ned ad 2. nedløb, og da jeg kommer ud af skoven og ned på de sidste 1500m helt flade asfaltstykke inden mål, ser jeg en løber fra England ikke langt foran. Jeg skød de sidste nødrationer af, og trak forbi ham, og så måtte det bare være med hiv-og-sving de sidste ca. 1000m.

Det så ikke kønt ud, men det lykkes mig at holde tempo og placering, og slutter af med en placering som nummer 45. En placering, som ligger bedre, end jeg på forhånd var seedet, hvor jeg slår over halvdelen af det stærke VM-felt.

I mål som nummer 45

I mål stod den på rehydrering og isbade, og ikke mange dage efter indtraf allerede sulten efter mere til næste mesterskab.

Jeg har nu i et par uger kørt med reduceret træning, og er herefter godt igang igen. Jeg har en klar fornemmelse af at kunne opnå mere fremadrettet, end jeg gjorde i Thailand, og min personlige læringskurve er stadig stejl. Jeg ser frem til mange fremtidige trailudfordringer og -oplevelser!