Er det en god idé at løbe et ultra trailløb 7 måneder efter en trimalleolær ankelfraktur? Det skulle vise sig, da jeg d. 6. januar løb Vouga Trail Ultra 2024. Her i artiklen skriver jeg en beretning om løbet.
Vejret i januar i Portugal
Vejret i januar i Portugal er mildt i forhold til Danmark, men der er altså ikke garanti for solskin. Jeg løb også Vouga Trail Ultra 2023, og her løb jeg hele løbet i styrtregn. I 2024 var jeg dog mere heldig med vejrudsigten, som bød på klart vejr.
Løbet startede kl 7.30 om morgenen – lige omkring solopgang. Her var temperaturen 4 grader nede i Sever do Vouga, hvor løbet startede, så der var stadig frost, da jeg mødte første bjergtop undervejs. Da det var klart vejr, steg temperaturen dog rigtig fint i løbet af formiddagen, og jeg endte faktisk med at få det rigtig varmt i fuld sol, inden jeg nåede i mål. Modsat Danmark i januar, så har solen jo reelt varme i sig – det er skønt!
Snestorm og misset fly
Planen var at flyve til Portugal om torsdagen, så jeg kunne have en rolig fredag i Sever do Vouga – og så løbe lørdag. I Danmark vågnede vi imidlertid op til decideret snestorm torsdag morgen med kraftig fygning – flyene fløj uhindret fra Billund, men vi var i Skanderborg sneet inde med meterhøje snedriver, og måtte derfor se vores fly lette uden at være med.
Der var ikke andet for end at finde et fly fredag morgen i stedet. I mellemtiden blev der heldigvis ryddet nok sne til, at vi kunne komme afsted om fredagen. Man har en plan, til man har en ny! Sådan går det nogle gange…
Vouga Trail Ultra 2024: Ruten
Der var en del ændringer på 2024-ruten sammenlignet med året før – ifølge løbsdirektøren var ruten gjort mere spektakulær, hvilket i praksis også betød en øgning af antal højdemeter.

Ruten bød på en god blanding af næsten alt form for terræn; asfalt, stier, smalle singletracks, mudder, snørklede “off-trails” i tæt bevoksning, våde sten og klipper, træbroer og åbne, brede grusveje – både tøre og smattede.
Modsat sidste år, så var sigtbarheden i store dele af løbet rigtig god år, hvilket betød, at ruten mange steder bød på helt fantastisk udsyn til den smukke natur i området. Byen Sever do Vouga ligger nede i en dal ved Vouga-floden, og skyerne lå i løbet af morgenen som en smuk dyne over dalen – et fantastisk syn oppe fra bjergene af!

Sådan gik løbet
Jeg var så heldig at have min kone, Kirstine Boderskov, med som support. Udover at gøre rejsen mere hyggelig, så var hun en stor hjælp i forbindelse med depoter. Her kunne vi udveklse en 0,5L soft flask ved hvert depot, og jeg kunne således nøjes med at løbe med 0,5L af gangen. I hver soft flask var der 1 pose Maurten 320 drink mix, og jeg fik i alt 6 styks. Min sluttid blev 5 timer og 38 minutter, og jeg har derfor fået lidt over 80 gram kulhydrater pr time og 3 liter vand.
Det fungerede rigtig godt; selvfølgelig var benene tunge, da jeg kom i mål, men ikke mere, end at jeg følte, at kroppen stadig fungerede fint.
I forhold til konkurrenterne, så var der nogle dygtige løbere til start – herunder både sidste års vinder Pedro Garrido (ITRA-index på 807), Sousa Bruno (ITRA-index på 831) samt Nelson Santos (ITRA-index på 852 og nummer 16 til VM i sommer). Jeg havde ingen forventninger til min egen præstation – jeg har det generelt bedst med at tilgå løb med “ren tavle”, og derudover var det endnu sværere at vurdere i år på grund af min ankelfraktur til VM i sommer.
Planen var ligetil, og den samme som til alle andre løb: At løbe så hurtigt, som jeg har lyst til, på dagen. Jeg har typisk lyst til at løbe så hurtigt, som jeg kan, så der er ikke nogen grund til at lægge ekstra pres på mig selv 🙂
Hvad angår placering, så ved man aldrig, hvad der kan ske – derfor har jeg det bedre med at lade løbet udfolde sig, og så finder man jo ud af, hvor man ender henne. Det er ikke på forhånd til at sige, hvor hurtigt man selv kan løbe på dagen, og hvor hurtige konkurrenterne er.
Forrest fra start
Der gik ikke mange meter, før jeg lå i front sammen med sidste års vinder. Planen var at løbe mit eget løb, men det passede fint at løbe sammen med Pedro i starten. Lige bagefter lå vist bl.a. Nelson Santos og Sousa Bruno.
Der gik ikke længe, før vi løb ind i den frodige natur med smalle single tracks og teknisk terræn. Her gav det sig selv, at fokus lå 100% på stien. Som vi mødte stigninger, trak jeg lidt fra Pedro, og på første længere stigning trak jeg så meget fra ham, at han ikke længere var at se – stigningen var flere steder så stejl, at jeg måtte gå, og kunne derfor ikke dy mig til lige at se tilbage et par gange.
Efter denne stigning havde jeg tilbagelagt 15 km, og ruten bød herfra på et langt nedløb – i grove træk 11 km, dog med små “knolde” undervejs. Dette nedløb havde mange segmenter igennem helt tæt bevoksning, hvor løbsarrangørerne havde ryddet for at lave en rute – det betød masser af 5-10 cm høje rodtoppe ned igennem det gradvist mere og mere mudrede og våde terræn – i bunden kom jeg igen forbi floden, hvilket betød flere segmenter med vådt terræn og adskillige glatte træbroer. Jeg tog den med ro, og blev på nedløbet hentet igen af Pedro.

Billede inden første stigning (Taget af Fotos do Zé)
Et stort ryk efter 30 km
Fra 27 til 28 km mødte vi en mindre stigning (ca. 100 højdemeter), hvor jeg rykkede lidt fra Pedro – herfra knap 1,5 km cykelsti, hvor jeg med godt flow og overskud kunne løbe 3:45-3:50 meget af vejen. Herfra bød den på et helt andet tempo, da jeg mødte rutens 2. større stigning på ca. 7 km.
Jeg har et rigtig godt flow opad, og kan løbe det meste af vejen. Jeg finder efterfølgende ud af, at jeg trækker et sted omkring 6-8 minutter fra mine konkurrenter på denne stigning!
Toppen møder jeg ved 37 km, og herfra havde jeg i hovedet, at ruten i grove træk bød på nedløb helt frem til 52 km, hvor man igen var helt nede i bunden af terrænnet. Der var dog adskillige, relativt hidsige stigninger. Planen var stadig den samme; at løbe så hurtigt, som jeg havde lyst til, og til trods for, at jeg var træt, så fungerede kroppen stadig fint, så alt i alt kom jeg rigtig fint ned ad bjerget.

Billede fra toppen ved 37 km (Taget af Fotos do Zé)
Efter rutens sidste depot ved 52 var turens sidste stigning; ca. 250 højdemeter på 2 km. Terrænnet var her flere steder meget blød, hvilket betød, at jeg var nødsaget til at gå et par steder.
Noget tyder på, at de øvrige løbere havde det mindst lige så hårdt som jeg, for det lykkes mig at øge forspringet resten ad vejen, og kommer i mål med 10 minutters forspring til næste løber, som viser sig at være en godt løbende Nelson Santos.
Mine varmeste anbefalinger af Vouga Trail Ultra, hvis man gerne vil løbet et meget alsidigt ultra trailløb, som byder på alt fra jævne grusveje til meget teknisk terræn!
Video
AZtrail Events har selv sammensat en video, som viser terrænet frem. Du kan se den her: