Race report: Vouga Trail Ultra 2025

Målfoto taget af Tiago Ferreira

Ultra trail – kan man føle sig FOR klar?

Kroppen føltes super klar – næsten for klar? Det sitrede i hele kroppen for at komme igang! Nok ikke nødvendigt at føle sig SÅ klar inden et ultraløb i bjergene, men måske var det en kombination af gensyn med Sever do Vouga og forventningens glæde hvad angår både rute, præstation og helbred?

Vejret bød på ca. 14 grader, diset og til tider lidt støvregn. Helt perfekt til korte rør og en singlet.

Planen var klar: Jeg skulle løbe mit eget løb, og herunder lå også en undersøgelse af, hvordan bjergformen egentlig er. Jeg havde et ønske om at prøve at ramme så tæt på grænsen som muligt, netop for at blive klogere på, hvor den egentlig er henne i øjeblikket.

Valg af grej

Da ruten bød på alt fra asfalt til mudder og klipper samt meget tekniske passager, var jeg op til løbet meget i tvivl om skovalget – det er ganske enkelt umuligt at vælge en “perfekt sko” til sådan et løb, og det handler i stedet om at vælge den sko, der går på kompromis på det rigtige punkt.

Jeg har med stor fornøjelse (og komfort) løbet mange km i Li-Ning Trail BOA, men pga. forventningen om meget mudrede og tekniske stykker, valgte jeg at prøve noget andet af denne gang. Valget endte på Merrell’s Long Sky 2, som er udstyret med Vibram ydersål. 

Min umiddelbare dom over Merrell-skoene er, at de fungerer super godt i teknisk terræn, hvad end det er på klipper eller i mudder. De fungerer til gengæld knap så godt på fast underlag, hvor jeg synes, de bliver meget hårde at lande i, og særligt på stejle og regulære nedløb savnede jeg virkelig det rul, som mine vante Li-Ning sko tilbyder. 

Udover skovalget, så stod den på korte tights og singlet. De korte tights kan jeg fortælle mere om senere – indtil videre kan jeg kun røbe, at det er en prototype 🙂 

Det var desuden obligatorisk at medbringe jakke – her havde jeg On Ultra Jacket med, som er både vandtæt og superlet. Herudover de øvrige obligatoriske krav som emergency blanket, fløjte og telefon samt en pandelampe (Petzl Bindi).

Definitionen af en rolig start

Starten gik, og jeg forsøgte at starte roligt ud – ruten var dog hurtig i begyndelsen med flere moderate og særdeles løbebare nedløb på ren asfalt, så tempoet blev derefter. De andre havde klart en helt anden definition af roligt, hvilket betød at jeg ret hurtigt lå alene forrest.

Det passede mig dog fint, da jeg så kunne tage det første nedløb i skoven med frit udsyn – der var ikke så meget lys endnu på dette tidspunkt, så der måtte også lige gang i pandelampen et stykke af vejen.

Første bjerg

Efter ca. 6 km startede stigningen op imod første bjergtop (800m). Stigningskurven var dog takket, så i praksis bød den skiftevis på 2-300 højdemeters stigning efterfulgt af 50-150 højdemeters nedløb indtil vi nåede toppen.

Jeg lå stadig i front her i bunden, men løberne bagved var så småt ved at komme i gang, og i efter ganske kort tid mødte jeg også de to favoritter, Miguel Arsenio og Bruno Silva, som havde god fart på opad bjerget. Jeg prøvede lige at følge med meget kort, men kunne hurtigt mærke, at det var en dårlig plan, så jeg fandt mit eget tempo og hyggede mig med det 🙂

På vej op ad stigningen kunne man desuden tydeligt se sporene efter de voldsomme skovbrande, der har været i området. På billedet nedenfor kan man fx se, hvordan størstedelen af bevoksningen er helt sort og afbrændt. Vi kom også igennem flere steder, hvor træerne stod med helt afbrændt og sort bark.

Ned ad første bjerg

Efter 1 time og 57 minutter når jeg bjergtop og de 800m, og herfra går det nedad til ca. 130m. Terrænet er en blanding af stier, klipper, mudder og mountainbike-singletrack, og jeg har en fest nedad – jeg tager ingen chancer, men nyder at kunne “lege frit” i terrænet – og så endda uden en eneste klage fra anklen af. Toplækkert!

Nede i bunden møder vi omkring 30 km (2t 38min) en dæmning, vi løber over – her popper solen også frem, og kombineret med en temperatur omkring 16-17 grader, så blev det ret varmt for en vinterbleg dansker, der kommer lige fra frostgrader 🙂

Op ad næste bjerg

Kort herefter starter stigningen op til 2. bjergtop (830m). Temperaturen er blevet markant højere, og kombineret med den meget høje fugtighed får jeg svedt godt igennem her. Jeg prøver lige at tage toppen af intensiteten, for at passe lidt på.

På højdekurven ser det ud til, at det mest går opad, men det føles umiddelbart ikke helt sådan – der er masser af små opbrud og tekniske passager.

Kuk i maskineriet

Et sted imellem 35 og 40 km begynder jeg desværre at få periodiske kramper i læg og forside lår, og jeg bliver nødt til at sætte intensiteten ned, for at kunne fortsætte. Om det er resultatet af for høj intensitet, for få kulhydrater, for lidt væske, for lidt styrketræning eller noget helt 5. er ikke umiddelbart til at svare på, og det ændrer jo heller ikke meget på dagen, så der er ikke andet for end at få det bedste ud af det.

Det bliver i mellemtiden diset, og på toppen af 2. bjerg efter knap 4 timer er sigtbarheden meget lav. Om det skyldes sigtbarhed, manglende markering (der var flere stedet, hvor der var lang afstand imellem markeringerne) eller træthed, ved jeg ikke, men jeg mister et lille minut her, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvor jeg skal hen af.

En grøntsag på bjerget

Tilbage på sporet står den på teknisk nedløb. Kombineret med kramperne, så er jeg nok ikke den mest agile løber på ruten, men jeg tager ruten i den fart, jeg kan, og får det bedste ud af det. Undervejs lykkedes det mig også at erhverve mig sidestik i begge sider, og særligt fra ca. 45 km (4t 22 min) og hjem sidder det helt konsistent og stikker i begge sider. Jeg forsøger mig bl.a. med lidt mere foroverbøjet stil, men jeg skal ikke kunne sige, om det hjalp – det blev i hvert fald ikke kønnere at se på 🙂

Et godt stykke af vejen hjem byder på meget “bøvlet terræn”, og kombineret med min status, så tænker jeg egentlig mest bare på at lykkes med at komme i mål. Det lykkes da også, og til trods for at ligne en grøntsag de sidste 15 km, så kommer jeg i mål med en 3. plads i et rigtig stærkt felt, på en hård og til tider meget teknisk rute.

Jeg er super tilfreds, og har en meget lærerig trailtur i bagagen til fremtidige eventyr i bjergene!

Tak til Vouga Trail for endnu en fantastisk trailtur!